Jeg har som journalist fulgt og studeret det politiske liv intenst i mange år.

Politik er jo ret beset en kampsport. Det er den civiliserede udgave af kampen om magten. I stedet for at banke hinanden oven i hovedet med køller, banker man hinanden med argumenter og anklager mod hinanden for alverdens dårligdomme. Bliver den civiliserende fernis skrællet af os mennesker, bliver politik til krig. Den tyske krigsteoretiker Claus von Clausewitz udtrykte det meget præcist: "Krig er ikke andet end fortsættelse af politik med andre midler."

I et byråd som Guldborgsund foregår den politiske kamp så absolut på et civiliseret niveau – langt de fleste beslutninger står hele byrådet bag. Sådan skal det gerne fortsætte.

Men en gang imellem skal man også som politiker turde tackle sig igennem! En ordentlig politiker skal have personlig integritet og turde stå fast og sætte sin vilje igennem, når det gælder. Men en ordentlig politiker skal så sandelig også kunne lytte og være både rummelig og fleksibel overfor andre synspunkter. Jeg vil hævde, at jeg kan begge dele.

Det beviser min forhistorie på Marielyst. Her meldte jeg mig under fanerne i 2020 til et oprør mod digelagets bestyrelse, som var forstenet i magtfuldkommenhed og forældede dogmer om kystbeskyttelse. Oprøret endte med, at jeg blev formand for digelaget, fik bilagt en 30-årig konflikt mellem digelaget og kommunen og fik renoveret og grusbelagt stien på digekronen, så den i dag er farbar for både gående og cyklende.

Med fare for at lyde selvfed vil jeg hævde, at var jeg ikke gået ind i kampen og havde tacklet igennem i de indledende slag mod den gamle bestyrelse, ville den fortsat have siddet på magten i digelaget og have forhindret renoveringen af stien på digekronen.