Godt man ikke
længere er ung
Jeg besøgte i februar 2025 Kalas i Nykøbing for første gang. Oplevelsen skrev jeg en klumme om til Folketidende og som blev bragt 10/2 2025.
DANMARKS NYE POPSTJERNE, 20-ÅRIGE ANNIKA var i Nykøbing F. i fredags og optræde på Kalas Club. Da man jo altid gerne vil være in med det nyeste, inviterede jeg derfor fruen med på disc, tillige med Emma, en 17-årig udvekslingsstudent fra Missouri, USA, som vi har boende for tiden og en af hendes veninder i Nykøbing.
SOM LETTERE ALDERSTEGNE skulle vi selvfølgelig have et bord at sidde ved. Så samtidig med bestilling af fire billetter sendte jeg en sms til Kalas om reservation af et bord til fire. Ingen problemer, hvis blot man køber en beskeden pakke til 800 kr. og som foruden et bord indeholder 1 fl. alm. spiritus, 1. fl. shots og 3 opblandinger. Måske vel rigeligt til fruen og mig, især når vores følgeskab af 2 mindreårige piger hverken må eller har lyst til at smage på alkohol? Men ville vi reservere bord var der ingen vej udenom den samlede pakke.
AFTENEN FØR BESØGET kom der en sms fra Kalas Club med beskeden: Hvilke opblandinger samt shots ønsker I? Fulgt af en stor glad smiley.
FRUEN OG JEG KIGGEDE PÅ HINANDEN. Hvad mener de med opblandinger? Skriv vi er halvgamle og spørg, sagde hun. Svaret kom prompte: Det er sodavand/juice til jeres flaske vodka. 1 opblanding svarer til 1 liter. Efter moden overvejelse bestilte vi så 1 liter cola, 1 liter appelsinjuice og 1 liter Faxe Kondi. Hvad angik flasken med shots, kunne vi vælge mellem ”alle små sure varianter”. Det krævede konsultation af fruens unge fætter, som stærkt anbefalede os at snuppe en flaske Små Fugle. Det er vodka med smag af eukalyptus, salmiak, anis og salt. Det skal ifølge producenten, Spritfabrikken Danmark vække minder om de klassiske blå ugle-bolsjer.
FREDAG AFTEN VED 22-TIDEN entrerede vi så Kalas Club og fik os en dejlig overraskelse. Som køber af den spirituøse bordpakke var der en særlig indgang uden om en virkelig lang, lang kø. Dog skulle vi som gæsterne i den almindelige kø kropsvisiteres først – hele vejen fra skuldre til ankler. En ung kvinde hentede os efter visitationen og førte os ind gennem et myldrende kaos af gæster til garderoben og herfra videre til vores bord, hvor der stod et stort skilt med mit fulde navn. Og dårligt havde vi sat os, før to medarbejdere kom med vores vodkaflasker, forsynet med glitrende isfontæner, der lyste lokalet op i et lille minut og så de tre liter saft til opblanding af vodkaen, alt placeret i et gigantisk fad med isterninger. Værsgo at skylle!
OG SÅ SAD VI DER I TO EN HALV TIME, nippede til vores store ration af alkohol og ventede på, at aftenens stjerne skulle gå på scenen, mens vi råbte ind i hinandens ører uden at kunne høre hinanden og kiggede på et ungdomsliv, som forekom mig anderledes end jeg erindrer mit eget. Nok blev der også kylet alkohol i halsen dengang, da jeg færdedes på Københavns natteklubber i 80’erne, men det var primært øl og ikke som nu litervis af sukkersød vodka – og som utvivlsomt slår hårdere. Et af toiletterne var i hvert fald tidligt ubrugeligt af en stinkende brækblanding af pizza og spiritus, da jeg ville lade mit vand.
MED JÆVNE MELLEMRUM GIK JEG en runde i lokalet og prøvede at få greb om de dunkende basrytmer, som aftenens discjockey fyldte det tætpakkede rum med, hvor hovedparten af gæsterne så ud til at være mellem 16 og 22 år og især pigerne var stadset op til fest i diminutivt tøj, der ikke overlad meget til fantasien. Dansegulvet var fyldt af unge, der hoppede rundt til musikken eller stod i store klynger og tjattede til hinanden og nøjedes med at svinge vildt med armene. Klassisk dans af et par overfor hinanden så jeg ikke. At byde hinanden op til dans er tilsyneladende kun for os boomers.
KLOKKEN HALV-ET GIK ANNIKA SÅ PÅ SCENEN uden introduktion. Pludselig stod hun der bare, helt alene med en mikrofon i hånden og en medbragt discjockey med hendes musik på computer. Men hun leverede varen. Med sin rå og ufiltrerede stemme og stærke emotionelle intensitet sparkede hun sine kendte hits som ”Knuser hjerte” ud over scenekanten til publikums store begejstring.
MEN PLUDSELIG VAR DET SLUT. Efter at have sunget ”Så længe jeg er sexy” forsvandt hun uden et ord fra scenen. Hun skulle videre til aftenens anden optræden på en natklub i Næstved. Og stedets discjockey genoptog prompte sin udladning af alskens musik.
I MIT LILLE SELSKAB BESLUTTEDE VI OS med det samme for at gå – men det gjorde hovedparten af alle de andre gæster også. En uendelig lang kamp for at komme ud begyndte. Alle skulle vi ud gennem den samme dør til garderoben. Som en stor organisk klump af halv- og helfulde mennesker asede og masede vi bittesmå skridt frem mod døren. Flere gange var jeg ved at miste balancen af skub og pres fra alle verdenshjørner – men heldigvis var menneskemassen så kompakt, at det var umuligt at falde. Men var det sket, ville jeg ikke have haft mange chancer for at komme op igen – så voldsomt var trykket fra menneskemassen, at ingen kunne have kræfter til at skabe plads for at få en op at stå.
NÆSTEN EN TIME TOG DET AT KOMME UD. På vejen hjem underholdt jeg vores to medbragte teenagepiger, for hvem aftenen havde været deres natklubdebut, med, at de nu kunne se frem til måske ti år med sådanne oplevelser hver weekend. De så helt skræmte ud. Og jeg tænkte ved mig selv: Godt jeg er ikke ung længere.
