Lad os få tissekonerne

og tissemændene tilbage 

Efter at have haft trængsler med at lade vandet under en koncert på Torvet i Nykøbing skrev jeg dette indlæg til Folketidendes weekendpanel 10/8 2024. 

Sikken en sommer det har været på Torvet i Nykøbing. Det ene gode arrangement er dårligt sluttet, før et nyt er begyndt. Det startede med storskærmvisning af kampene ved fodbold-EM og siden er fulgt en perlerække af gode koncerter, akkompagneret af skummende fadøl og herlig bægerklang.

Til en af koncerterne for nylig blev mit indre bæger pludselig ganske fyldt og en ret så heftig trang til at træde af på naturens vegne bredte sig foruroligende i hele kroppen.  Når en mand skal, ja så skal han. Heldigvis vidste jeg, hvor de eneste offentlige toiletter i centrum af Nykøbing befinder sig, så turen gik i rask trav til toilethuset i Langgade.

Men ak. Adgangsdøren var låst og et skilt på døren forkyndte, at for at få den låst op, skulle jeg ringe til et mobiltelefonnummer. I sig selv et udfordrende projekt, når vandet står helt op i øjnene, men umuligt at gøre, når man som jeg havde ladet mobiltelefonen ligge ved siden af min halve fadøl på Torvet.

Jeg overvejede desperat om jeg skulle give pokker i al pli og smutte ind i den lille smøge ved siden af toilethuset og hælde vandet fra kartoflerne. Men før jeg var færdig med denne overvejelse, kom en tissetrængende kvinde småløbende og hun havde en mobiltelefon på sig. Hun kendte proceduren og ringede rutineret til nummeret fra skiltet på døren. Og miraklet skete: Døren gik op – og vi kunne begge styrte ind i rummet til hver vores toilet. Hvordan min redningskvindes toilet så ud, fik jeg aldrig at vide – hun var stadig derinde, da jeg forlod etablissementet – men mit var ikke det mest indbydende toilet, jeg har mødt i mit liv og ikke bestemt ikke et, jeg ville sidde ned på, men så absolut brugbart til at tage imod en kraftig stråle fra en stående mand. Aah, hvilken lettelse.

Og hvorfor så belemre avisens læsere med denne trivielle beretning om et banalt problem. Jo, fordi antallet og kvaliteten af offentlige toiletter set i et større perspektiv er med til at definere, hvor imødekommende en by opleves og hvis jeg skal svinge mig op på den helt store klinge også er et demokratisk spørgsmål om, hvem der for alvor kan nyde godt af en by’s goder og tilbud. Skal byen kun være for dem med blæren og bækkenbunden i topform?

Jeg ved ikke mindst fra mit tidligere job som forstander for Højskolen Marielyst, hvor meget nem adgang til at komme på toilettet betyder for mange seniorer. Ofte har jeg oplevet kursister melde fra til udflugter, hvis de var usikre på toiletforholdene på turen. En by som Nykøbing bør kunne byde på mange flere offentlige toiletter end de 4 styks i Langgade. Folketidende berettede midt i juli om, hvad knapheden på offentlige toiletter i Nykøbing betyder. Flere butikker klagede over, at folk bare går ind og bruger deres medarbejdertoiletter og hos Søstrene Greene, fortalte avisen, er der opsat en seddel med beskeden, at ”dette er ikke et offentligt toilet. Vi henviser til Langgade”. Fra min hustru, som denne sommer arbejder på museet i Færgestræde, ved jeg også, at nogle turister besøger museet alene for at komme på toilettet.

Én ting er antallet. En anden er kvaliteten. For 14 dage siden var fruen og jeg på endagstur til Rostock og havde her behov for et toiletbesøg, da vi frekventerede et indkøbscenter. Det var nemt at finde og 100% rengjort, takket være at det var bemandet med en enkelt kvinde. Pris: 70 cent. Betalt i klingende mønt i en skål på hendes bord ved indgangen – helt som man også kendte det i Danmark førhen.

Men i dagens Danmark er vi desværre så forhippede på at skabe menneskefrie løsninger, at vi i stedet for bemandede toiletter har opfundet dumsmarte løsninger som i Langgade, hvor et automatiseret mobiltelefonsystem skal agere dørvogter – for vi tør på den anden side ikke bare lade døren stå åben.

Jesper Blomberg, formand for kommunens teknikudvalg, sagde til Folketidende i forbindelse med artiklen om de for få offentlige toiletter, at udvalget til efteråret har toiletterne på dagsordenen og bl.a. vil diskutere at indføre betaling for at bruge dem.

Jeg vil gerne opfordre til, at udvalget seriøst overvejer at få bemandet toilettet i Langgade og lad det gerne koste 5 kroner at besørge på stedet. 5 kroner svarer næsten på øre til de 70 cent, vi gav i Rostock og er et beløb, som jeg er overbevist om, at langt de fleste betaler med glæde for at kunne bruge et rent toilet.

Måske flere og mere lækre og indbydende offentlige toiletter – med bemanding af tissemænd og tissekoner, som de hed dengang vi havde mange af dem - er et af de greb, som vi på Sydhavsøerne skal gribe til for at distancere os fra de mange andre steder i Danmark, der også drømmer om turisme i større skala.